God kunst til alle...
Martin Bigum
Det var tidligere chefredaktør Herbert Pundik, der i sin tid græmmede sig over, hvor umuligt det var for almindelige mennesker, at få råd til god kunst. I 1974 besluttede han sig for at trykke helsideskunst i Politiken, og det første var et tryk i tidens ånd, nemlig et værk af Dea Trier Mørch - „Oprør“. Siden fulgte en lang række spændende kunstnere, og i dag har Politikens Galleri næsten 400 særtryk. Fra avispapir gik man over til ark-tryk på kvalitetspapir. I 1997 udvidede man udbudet med skulpturer. Politikens grafiske særtryk og skulpturerne bliver fremstillet i nært samarbejde med kunstnerne. Tilsammen giver de et portræt af dansk nutidskunst. Prisen holdes lavt, så alle har mulighed for at stifte bekendskab med det nyeste og samtidig grundlægge en lille kunstsamling. Hvorfor fandt en avis på at mangfoldiggøre kunst? Hvorfor ikke bare nøjes med at mangfoldiggøre holdninger til kunst? Ifølge Herbert Pundik (citat fra 1974) er det fordi vi lever i en verden, hvor det bliver sværere og sværere at skelne mellem virkelighed og fantasi, facts og fiktion, og det afstumper vores sanse- og føleapparat. Seriøse aviser og kunst er vigtige antistoffer, der modvirker denne proces. Kunsten lærer os at se, den opmuntrer os til fordybelse, den kræver tålmodighed. Kunsten er overfladiskhedens fjende. Den kan bevæge os, skabe eftertanke, udvide vores bevidsthed og bruge både vore sanser og forstand. Det kunne godt være skrevet i 2014.