Dansk grafik fra 1970erne
Jens Peter Groth-Jensen
8. marts til 30. april, Korsør Kulturhus
Fä en snak om værkerne og kunstnerne - fredag den 15. marts 2024 kl. 15-17 og tirsdag den 16. april kl. 18-20 • Med andre interesserede og bestyrelsen.
- Udstillingens værker valgt blandt den store anonyme grafiske gave, kunstforeningen modtog for nogle år siden.
- Kunstnerne kan der findes information om på internettet - og i Udstilling-bogen på bordet!
Torben Marcus Christensen (1950 –2004) var en dansk maler og videokunstner. Uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi hos Mogens Andersen, Arthur Köpcke, Gunnar Aagaard Andersen, Dan Sterup-Hansen og Helge Bertram fra 1971 til 1977. Han oprettede Mediekunstskolen på Kunstakademiets Billedkunstskoler, hvor han var professor 1994- ? Elever Berit Heggenhougen-Jensen 2003. (fra Wikipedia)
Jens Peter Groth-Jensen (1918-2018) var en dansk maler og grafiker. Som udlært håndværksmaler gik Groth-Jensen 1941-43 på Kunstakademiet hos Sigurd Wandel. Hans landskabs- og figurmaleri indskriver sig i den naturalistiske tradition efter Fynboerne. I hans usentimentale hverdagsskildringer, ofte med børn som motiv, ses undertiden en let abstrakt forenkling, fx Haver i forårslys (1966, Statens Museum for Kunst). Den noget mørkstemte kolorit blev lysere i løbet af 1950'erne. Fra 1956 var Jens Peter Groth-Jensen medlem af Koloristerne. Hans billeder ses på mange skoler og offentlige institutioner. (fra Den store Danske).
John Olsen (1938-2019) Uddannet på Royal Copenhagen og Det Kongelige Danske Kunstakademi (1960-1967). Elev af Holger J. Jensen, Mogens Bøggild. Kunstmaler, billedhugger, tegner, grafiker. Medlem af Kunstnersammen-slutningen Kammeraterne (1970-1979). Deltog i Biennalen i Venedig 1995. Underviser Det Jyske Kunstakademi (1979-1985). Påvirket af COBRA. Eckersberg Medaillen (1985), Thorvaldsen Medaillen (1997).
Jørgen Rømer (1923-2007) dansk kunsthistoriker, grafiker og maler. Fra 1943 læste Jørgen Rømer kunsthistorie ved Københavns Universitet, og 1946-92 var han ansat ved Statens Kunsthistoriske Fotografisamling; fra 1974 var han tillige forskningsbibliotekar ved Kunstakademiets Bibliotek. Studier på Kunstakademiets grafiske skole 1957-60 og tilknytning til miljøet omkring Eks-skolen banede vejen for et selvstændigt kunstnerisk formsprog; opløste organiske motiver synes at pege mod en fortolkning af naturens mindste bestanddele i minutiøst udførte tegninger, tryk i forskellige grafiske teknikker samt akvareller. De ofte meget små arbejder udstillede Jørgen Rømer bl.a. som medlem af Den Frie Udstilling fra 1969. Han besad flere tillidshverv og var konsulent for Vejen Kunstmuseum 1965-94.1986 modtog Jørgen Rømer Eckersbergs Medalje, 2006 Thorvaldsens Medalje. (forf. Torben Weirup)
Karen Westman (1916-1970) maler, grafiker. Født i Jena, død i Fredensborg, W. voksede op i Jena, student herfra 19'35, hvorefter hun påbegyndte en grundig uddannelse som tegner og grafiker. 1936-38 gik hun på kunstakademiet i Leipzig da hun tilskyndet af forældrene tog til Danmark, moderens hjemland. Her blev hun optaget på kunstakademiet i Kbh. på professor Aksel Jørgensens skole, senere også på den grafiske skole. Hun faldt let til i den mere frie omgangsform i Kbh. ligesom hendes arbejder blev befriet for det stemnings- og følelsesmæssige præg den tyske skoling havde givet hende. 1943 måtte hun igen forlade Danmark. Årene efter hjemkomsten var præget af en rig kunstnerisk udvikling hvor hun i træsnittet dyrkede en forenklet fladebundet form af stor ornamental tæthed. Den enkle folkelige fortællestil stemte overbevisende med hendes medmenneskelige sind og den motivverden hun fandt i det nære miljø. Hun arbejdede dog samtidig i raderingens mere ubundne form, fortrinsvis landskaber og illustrationer og indtryk fra ægteparrets rejser i Frankrig, Italien og Grækenland.
Helle-Vibeke Erichsen (1940-2016) dansk grafiker og maler; uddannet på Kunstakademiet i København 1959-66 hos Søren Hjorth Nielsen og Holger J. Jensen. Hun blev kendt for sine ætsninger og træsnit af karikerede mennesketyper, ofte med en socialrealistisk drejning. Motiverne, der bygger på personlige iagttagelser, har form af øjebliksbilleder af hverdagens små begivenheder; fra 1984 skildrede hun dem fortrinsvis i malerier. Hun udstillede fra 1976 med bl.a. kunstnersammenslutningerne Kammeraterne og Den Blå Citron, fra 2003 som medlem af Corner. Forf: Kristine Kern.
Eigil Wendt (1922-1999) uddannet på det Kgl. Akademi 1946-51, maler og grafiker.
Birthe Kronkvist, f. 1946, dansk billedkunstner. Birthe Kronkvist, der har udviklet sin farveholdning fra det monokrome til det farverige, tager i sine ekspressive malerier og linoleumssnit engageret parti for de udstødte, de magtesløse og de anderledes. 1990'erne var hun med i Trykkerbanden. - Forf.: Mikael Bøgh Rasmussen
Rasmus Nellemann (1923-2004) var en dansk maler og grafiker. Han gik på Kunstakademiet 1948-1953, hvor han havde Aksel Jørgensen og Vilhelm Lundstrøm som lærere, mens han på Grafisk Skole blev undervist af Holger J. Jensen.
Maskiner, kraner og tekniske installationer hører til de motiver, der går igen i Nellemanns billedunivers, især i litografier og raderinger, forenklet til det abstrakte og præget af rette linjer. Den tekniske omhu og præcision viser sig også i de mange frimærker, han udførte for det danske postvæsen med landbrugsserien fra 1960 som de første.
Han har udsmykket Bygholm Landbrugsskole i Horsens og Ledøje-Smørum Rådhus med keramiske relieffer i henholdsvis 1962 og 1986. Nellemann har udstillet med Koloristerne 1957-1976, derefter som medlem af Den Frie Udstilling. Han modtog Eckersbergs og Thorvaldsens Medalje i henholdsvis 1974 og 1986. (forf. Peter Kühn-Nielsen).
Jane Muus (1919-2007) var en dansk grafiker, der især er kendt for sine bogillustrationer. Blandt disse kan f.eks. træsnit til Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier i en udgave fra 1984 samt til Herman Bangs Ved Vejen i en udgave fra 1990. Hun var uddannet ved Kunstakademiet og debuterede i 1940 som 21-årig på Charlottenborgs Efterårsudstilling. Hun var formand for Danske Grafikere i perioden 1975-85, æresmedlem siden 1989. Hun modtog blandt andet Politikens Tegnerpris, Bogvennernes Tegnepris, Tagea Brandts Rejselegat, Eckersberg-Medaillen og Leo Estvads Legat.
Poul Agger (f.1936) dansk maler, grafiker og billedhugger. Elev af Mogens Andersen, medstifter af Sommerudstillingen 1961 og medlem af Grønningen fra 1969. Poul Aggers motiver kredser om hovedet som barnligt-primitivt grundsymbol. Hans fabulerende billedverden af plante-, dyre- og menneskevæsener folder sig ofte ud i spændingen mellem dunkle og lysende farver.Han har udført udsmykningsopgaver i Brande (gavlmalerier 1968), til Københavns Universitet (1976) og Middelfart Gymnasium (1985). Fra 1987 har han også arbejdet med stentøjsskulpturer. Forf.: Eva de la Fuente Pedersen.
Aksel Jørgensen (1883-1957) var en dansk maler og grafiker. Aksel Jørgensen blev malersvend i 1901 og var, bortset fra kort tids tegneundervisning, selvlært som kunstner. Han vakte omkring 1906-1907 opmærksomhed ved sine skildringer af prostitutionens og den sociale fornedrelses kvarterer i det indre København, der i realistisk opfattelse dokumenterede de nedrivningsdømte bygninger og deres indbyggere. Sammen med bl.a. Storm P. skabte han tidsskriftet Gnisten (1907-1908), hvortil han bidrog med tegninger af samfundets udstødte; for bl.a. tegningen Prostitution modtog han i 1941 Thorvaldsens Medalje.
Hasse Juul (1929-2018), hans kunst præges i høj grad af kærligheden til naturen. I sine malerier og raderinger skildrer han den danske naturs frodige og venlige karakter, hvor udsigten over åbne fjorde med drivende sommerskyer skifter med kulturlandskabets afvekslende rytme af marker, skovbryn og hegn. Han har den moderne kunstners bevidsthed om maleriets abstrakte dimension, og hvad enten han beskæftiger sig med landskaber, portrætter eller opstillinger, stræber han efter at omdanne sit motiv til en harmoni af enkle, klart afgrænsede former. Især ordnes landskaberne ofte som en storslået rytme af grågrønne farveflader. Selvom det er karakteristisk for ham at betone formen, så er det dog lyset, der er det bærende, hvilket især kommer smukt til udtryk i de mange raderinger. J. har bl.a malet meget på Langeland og på Mors.
Maria Thorsen (f. 1943) er en dansk grafiker og maler, uddannet på Kunstakademiet hos Palle Nielsen og har selv undervist. Debuterede på Charlottenborg i 1971 og har udstillet på Clausens Kunsthandel, Trapholt, Galleri Birkdam, sammenslutningen Zebra, Holkahesten og Gudhjem Museum samt talrige separatudstillinger. Solgt til Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, Statens Museum for Kunst, Kobberstiksamlingen m.m. Hun er bl.a. tildelt Dronning Ingrids Romerske Legat 1975, billedhuggeren Gerhard Hennings Tegnelegat 1986, Brygger Carl Jacobsens Rejselegat 2005 og KulturBornholms Kunstnerpris 2013.Maria Thorsen skildrede i en årrække dyr fra Zoologisk Have i sin grafik. Maria Thorsen har illustreret prisbelønnede bøger som Edith Södergrans Samlede Digte (1979), Thoreaus Walden (1985) og Martin Andersen Nexøs 'Murene' 1986.
Jens Peter Helge Hansen (f. 1943) dansk maler og grafiker. Efter uddannelsen på Kunstakademiet 1967-72 blev han i 1976 medlem af Koloristerne. I naturen finder han sin foretrukne motivkreds, gerne med udgangspunkt i fugle, firben, frøer, fisk og insekter, gengivet som forenklede billedtegn, der som et uregelmæssigt mønster fordeler sig over fladen. Han har udført udsmykningsopgaver til bl.a. Rødovre Ungdomsby, Tappehallen på Carlsberg og Zoologisk Museum i København samt bogillustrationer til bl.a. Ole Sarvigs Zoorim (1970).Forf.: Birgit Hessellund.
Per Ulrich (1915–1994) dansk maler, billedhugger, grafiker, forfatter, modstandsmand og folkeskolelærer.
Ulrich, der oprindeligt var uddannet lærer fra Ranum Seminarium i 1937, dimitterede fra Kunstakademiet i 1952 under Aksel Jørgensen på malerskolen, Holger J. Jensen på den grafiske skole og Johannes Bjerg på billedhuggerskolen. Debut Kunstnernes Efterårsudstilling i 1943. 1962 bogen Rejseår med indtryk fra Mexico. Medlem af Kunstnersammenslutningen Kammeraterne. Blandt hans øvrige litterære værker er hørespil, noveller og selvbiografiske romaner. Monument i granit for danske Spaniensfrivillige, opstillet i Churchillparken i København. Modtog i 1990 Gelsted-Kirk-Scherfig-Prisen.
Jens Kantsø (1935-2020) arbejdede i sine tidlige malerier med maskeagtige motiver med vægt på den plastiske udformning af figurerne. Disse former afløstes af de lyriske farve-abstraktioner, der i dag kendetegner hans kunst. Farverne spænder fra sarte gråtoner og pastelfarver til de mere stærke og intense kulører. Formerne balancerer mellem det diffuse, organiske og det fast geometriske, ofte brudt af vibrerende linier i sort eller anden kontrastfarve. I enkelte billeder har han forsøgt sig med mere konkrete former. Naturinspirationen er det dominerende træk i K.s værker, selv om udgangspunktet gennem de senere år fortrinsvis har været eksperimentet med farvens iboende muligheder.