Susanne Thea, Jesper Neergaard, Lillian Neergaard

Fernisering fredag d. 2. november 2012 kl. 11:30

ved Kulturudvalgsmedlem i Slagelse Kommune Anders Nielsen.
Udstilingen er arrangeret af Korsør Kunstforening

Lillian Neergaards nonfigurative malerier og collager og Jesper Neergaards abstrakte skulpturer i granit og marmor udmærker sig ved en usædvanlig beherskelse af den kompositoriske helhed. Intet i dem er slumpet og letkøbt. Samtidig er de frodigt fabulerende og deres udtryk spænder fra det mytisk storladne til det lyrisk intime, fra de stærke budskaber til den milde humor.
Susanne Theas malerier er mere figurative, men lige så fabulerende og dramatiske. Hendes værker viser os menneskets gang på jorden for så at tage os med ud i universet.
Susanne Thea arbejder med store temaer som liv og død – krig og fred og inddrager verdenshistorien i sine værker – fortiden bringes op til nutiden hvor nutid og fremtid præsenteres.
Gennem filosofiske tanker: 'Hvad er det, der driver mennesker til at gå i krig for det, de tror på?', nye eksperimenter samt brug af århundrede gamle male og tryk teknikker skabes hendes unikke kunst, som har skabt årvågenhed på museer verden over.