Tidligere Udstillere
Knud Steffen Nielsen
Malerier
31. juli - 30. august 2005.
Fernisering 31. juli i Kongegården, Korsør.
Åbent daglig kl. 10-16, Onsdag dog kl. 10-20, Fri Entré
Dette ved jeg om Knud Steffen Nielsen: at ordene ikke kan være helt ligegyldige. Og det kan farven og den måde, den driver på heller ikke. Og tapetresterne i bunden af billedet, hvis billedet har en bund, er hverken mere eller mindre væsentlige end titlen, der er skrevet med venstre hånd, når det nu var, der var ledig, hen over kortet af Lovns, hvor jeg selv engang soppede ved midnat til en god vens bryllup. Jeg kan se det for mig endnu. Hvor svært det var at smile i al den lykke. Men nu er blyantspidsen brugt ned til træet, og kalkerpapiret tager ikke længere imod. Et sted nede i billedet. I bunden af det. Og den grønne farve er fundet på tomten, hvor min mormor engang boede, men der er hun ikke mere. Og tjæredryppet på grittet, og sodpletterne fra komfuret og de små skår og resterne af rockwol’en, for ikke at glemme universet, som nogen har efterladt. Det må være noget levende. Jeg kan kende det på lugten af søndag, af forladt hus, forladt rum, tid, der løber som kondensvand på ruden, som vender ud til mirabellerne, ingen plukker mere.
Jeg udfylder tomrum. Jeg kommer med kaffen,breder tæppet ud, og mærker meningen komme langsomt, sivende, og det er ikke fra billedet. Jeg lader øjet prøve sig på metallet, kulstregerne, acryltrådene, og jeg aner den støvede og ferske lugt af ord, og det er ikke fra billedet. Jeg læsevillig, (menneske) meningssøgende (menneske), og fuld af tillid (barn), og jeg vil falde og gerne ned gennem tiden, som kondensvand selv til bunden af billedet, hvor romanerne findes i selv det allermindste. Og der hænger så Knud Steffen Nielsens billede. Ved min indsats (fem jetoner og et kvart liv levet) er det blevet langt mere mit og er i hvert fald ikke længere hans. Det hænger dér kroget på sin titel. Og det gør ingenting, at limen løsner sig, og rammen er lige ved at knække. Al kunst,al digt, er alligevel kun en skitse, og hvis ret skal være ret, så ved jeg ikke mere end dét om Knud Steffen Nielsen.
Dorthe Nors