Tidligere Udstillere
Annette From
Unika stentøj
Fernisering søndag den 9. november kl. 14-16.

Kongegården, Korsør.
Åbent daglig kl. 10-16
Onsdag dog kl. 10-20
Fri Entré
Annette Froms skulpturelle arbejder er formeksperimenter, der ofte tager udgangspunkt i naturens egne former – i strandens sten, i træers og buskes frugter eller i løgknoldes kurvaturer.
Ofte spændes materialet op imod dets ydergrænser i forsøget på at lade det funktionelle og det skulpturelle indgå en alliance. Med indlagte begitninger i stribede mønstre af varierende linietæthed accentueres former og strukturer, ligesom glasurer i forskellige farvenuancer søges tilpasset det givne forlæg og materiale.
De mineraler, der indgår i glasurerne, vender i en vis forstand tilbage til deres oprindelige karakter, idet de efter brændingen er afgørende led i en stofvirkning, der ligger tæt på den, man kender fra granittens, gnejsens eller sandstenens overflader.
Stentøjet fra Annette Froms værksted er brændt ved 1280 grader, enten iltende i elektrisk ovn eller under reducerende brænding i gasovn. Ved at arbejde med forskellige lerblandinger, og ved at lægge glasuren på i varierende lag opnås en række nye udtryk inden for de givne temaer.