Beretning 2005 / 2006 – 40. sæson
- stiftet 10.10.1967 -
ved generalforsamlingen 28. 9. 2006 i Kongegaarden.
Det er glædeligt i år at kunne afholde generalforsamling samtidig med, at vi har en udstilling i huset. Så er det ligesom lidt mere nærværende at forsøge at gøre rede for sæsonens aktiviteter.
Udstillingerne
Sammen med medlemsgaven er og bliver udstillingerne hovedhjørnestenen i foreningens arbejde. På grund af Isenstein-Samlingens udstillingperiode i 2005 startede vi først udstillingssæsonen i november. Det var med en af de store i dansk kunst, John Olsen (435 gæster), der under titlen Den iboende kraft viste sine ”svedebilleder” båret rundt i landet af Sammenslutningen af Danske Kunstforeninger. John Olsen var selv tilstede ved ferniseringen, hvor vi fik forklaret om baggrunden for billederne og meget andet.
I januar vendte vi tilbage til Kongegaarden med endnu en flot udstilling fra Sammenslutningen af Danske Kunstforeninger, På papir (235 gæster), mest med grafiske arbejder i Tom Krøjers farverige udtryk. Så blev det i februar også fra sammenslutningen repræsentanter fra en af landets navnkundige professionelle kunstnersammenslutninger, 8 fra PRO (495 gæster) med Claus Bojesen, Bente Christensen-Ernst, Annette Juel, Hans Kjær, Nes Lerpa, Poul Lillesø, Preben Franck Stelvig og en gammel kending Gunnar Saietz. Claus Bojesen var yderst tilfreds med ophængningen, da han forestod åbning af Isenstein-Samlingens udstilling. I marts var der i samarbejde med den polske ambassade Polske Billeder (663 gæster) med malerier kunstnere Mira Smerek-Bielecka og Jerzy W. Bielecki.
Som den sidste af denne sæsons udstillinger fra Sammenslutningen af Danske Kunstforeninger var det i april Færøesk kunst (633) med kunstnerne Jóna Rasmussen, Eli Schmidt og Marius Olsen. Vi havde udstillingspause i Kongegaarden i maj-juni, hvor Isenstein-Samlingen havde deres udstillingsperiode i 2006. I juli tog vi fat igen med den 10. sommerudstilling, hvor flere af kunstnerne har været med siden starten i 1996. Kongegaardens Sommerudstilling X (1074 gæster) var med Viggo Lynge Larsen, Kirsten Ernst, Jane Morten, John Würtz, Ida Just Møller, Jesper Neergaard, Nelly Gaskin og Jens Kantsø. Alle kunstnere deltog i ferniseringen, som blev forestået af borgmester Flemming Erichsen. Til udstillingen blev fremstillet en lidt større tryksag end sædvanligt. Bestyrelsen overvejer i øjeblikket, hvordan udstillingen fremover kan fornyes. Verdenskunstneren Marc Chagalls (695 gæster) bibelske motiver, raderinger og litografier blev vist i uddrag på 48 af de 105 sort-hvide bibelraderinger som Chagall har lavet samt 8 farvelitografier. Alt betragtet i en lysstyrke på 50 lux og venligst udlånt fra Stiftung Christliche Kunst, Wittenberg. Vi havde udstillingen i Danmark sammen med Haderslev Kunstforeninger, Haderslev Museum og Haderslev Stift. En tak skal lyde til menighedsrådet i Sankt Pouls Sogn, som velvilligt annoncerede for udstillingen i kirkeannoncen. Her i september er det kunstneren Henrik M. Andersen, der med sine forskellige udtryksformer bl.a. video og lydinstallationer udfylder lokalerne i Kongegaarden. Ferniseringen, der blev forestået af Bjørn Olsen, medlem af byrådet og af indkøbsudvalget i Korsør Kommunes Kunstfond, var velbesøgt.
Besøgstallet på udstillingerne med ca. 5000 gæster i alt og et gennemsnit på ca. 700 gæster pr. udstilling kan vi godt være bekendt.
Det er glædeligt, at Korsør Kunstforening med udstillingerne i Kongegaarden efterhånden er et sted, hvor mange giver sig selv en chance for at se på god kunst og forholde sig til den.
Der har lykkeligvis i årets løb været en del salg fra udstillingerne, da kunstforeningen ikke beregner sig provision er det oftest rimelige priser, der kan købes til.
Medlemsgaven
Jens Kantsø var medlemsgavekunstneren i 2005. Gaven kunne allerede uddeles i oktober, hvor Jens Kantsø i en periode havde en udstilling i Store Magasin i anledning af sin 70 års fødselsdag. Off-set litografiet eller heliotrykket, som det også kaldes, når det er tegnet direkte på reprofolien, er udført i 7 farver i Kantsøs karakteristiske udtryk.
Andre aktiviteter Kunstforeningen var i maj med som sponsor for en del af produktionshøjskolens sandskulpturprojekt i forbindelse med den Maritime Kulturuge i byen. I efteråret 2006 er vi igen med i projekt Out of Town, hvor professionelle udstillingssteder i Vestsjællands, Roskilde og Storstrøms amter markedsføres som udflugtsmål fælles af amterne. I pinsen deltog Kongegaarden med Isenstein-Samlingen i kultursekretariatets projekt Vestsjællandske Kunstdage, hvor udstillingssteder og kunst i bred forstand i hele Vestsjællands Amt markedsføres. Bestyrelsen håber, at disse tiltag fortsætter i den nye Sjællands Region eller i nye kommunale samarbejder.
Samlingen
Foreningens grafiske samling forøges stadig ved enkelte tilkøb, men hovedsagelig ved gaver fra de mange passive medlemskaber af kunstnersammenslutninger og lignende samt ved bytte med andre kunstforeninger. Flere værker er også i år blevet indrammet. Bogsamlingen, som er tilgængelig har i år med tak modtaget flere bind i gave fra bestyrelsesmedlem Peder Skau og fra en af vore kustoder Jørgen Henriksen.
Skulpturer og udsmykning i det offentlige rum
Et projekt i år har været genindvielsen efter hærværk af Børge Jørgensens flotte blankpolerede stålskulptur i den yderste del af Byparken i september 2005. Beklageligvis er den netop igen vandaliseret. Meget ærgerligt, at nogle få absolut skal øve hærværk. Det største projekt, der er sat i gang er nok teknisk udvalgs beslutning om at dekorere rundkørslerne på Tårnborgvej med skulpturer, et projekt til kun 300.000 kr. uden moms. Kunstforeningen står uforstående overfor, at et udvalg i kommunen kan beslutte noget sådant uden i det mindste at indhente en udtalelse fra kommunens eget sagkyndige udvalg, Korsør Kommunes Kunstfonds Indkøbsudvalg, nedsat af byrådet med reference til kultur- og fritidsudvalget. Glædeligvis er beslutningsprocessen gået lidt anderledes i et netop besluttet projekt med en skulptur, der skal opstilles i haven ved rådhuset. Den udføres af en anerkendt og kendt kunstner, Erik Heide, og forslaget er blevet til i et forbilledligt samarbejde med indkøbsudvalget. Kunstforeningen glæder sig til at se skulpturen til en pris på omkring 500.000 kr. opstillet.
Bestyrelsen håber, der også i den nye Slagelse Storkommune bliver muligheder for udsmykning af det offentlige rum i Korsør og omegn.
Andre kunsttiltag
Det er glædeligt, at der foregår mange kunstneriske tiltag i Korsør. Det gælder bl.a. udsmykning af værelser på Grand Park, registrering af kunst på Korsør Kommunes institutioner, udstilling i Skt. Gertruds Hus af malerier i efteråret. Ligesom Store Magasin også har været rammen om flere udstillinger af enkeltpersoners værker, f.eks. Jens Kantsøs tidligere omtalte udstilling i oktober. Det er godt, at også de mange sammenslutninger af fritidskunstnere inspirerer sig selv og hinanden ved mange udstillinger også i Store Magasin, så de forhåbentlig får mod på at søge de anerkendte censurerede udstillinger. Cityforeningen og Lions Club har arrangeret julekalender i byens forretninger med malerier af mange forskellige fritidskunstnere.
Et godt galleri, galleri Trap Korsør, åbnede i november og har siden vist udstillinger med god professionel kunst. Kunstforeningen siger hjertelig tillykke og håber galleriet vil trække endnu flere gæster til vore udstillinger, når nu man alligevel er i Korsør.
Kommunens kultur- og fritidsafdeling har i samarbejde med bl.a. byens mange fritidskunstnere gennemført en Kunstuge 29. juli til 5. august, hvor også Jens Kantsø holdt foredrag om billedkunst og gennemgik Sommerudstillingen i Kongegaarden. Korsør Kunstforening var ikke involveret i projektet, da bestyrelsen p.g.a. de ringe midler ikke mente, at vi kunne foretage os andet end blot at have vores udstilling i Kongegaarden, hvilket så beklageligvis medførte, at vi heller ikke var med i annonceringen og markedsføringen af ugen.
Kulturhuset i den tidligere Halskovskole viste udstillingen Andersens ansigter med professionelle tegninger fra Polen og Sverige og børnetegninger fra Albertslund Billedskole i oktober. Senere hen i november var der officiel indvielse af Kulturhuset. Et stort tillykke til byen og os alle.
Viggo Lynge Larsen, som jo gennem alle år har været med i Kongegaardens Sommerudstilling blev årets kunstner 2005 i amtet i oktober. Det var velfortjent.
PR, hjemmeside, plakat m.v.
Vores hjemmeside HYPERLINK "http://www.korsoerkunst.dk" www.korsoerkunst.dk prøver vi at holde ajourført samtidig med at den viser historiske facts om tidligere udstillinger, medlemsbreve o.lign. Den er i denne sæson besøgt af mellem 21 og 39 personer om dagen. Mens antallet ”hits” ligger fra 113 til 197 om dagen.
Pressen får tilsendt information om vore aktiviteter. Heldigvis finder den ofte anledning til at omtale aktiviteterne, selv om bestyrelsen engang imellem undrer sig over prioriteringen, er vi meget glade for den omtale, vi kan få i såvel Korsør Posten, Sjællandske, Lokalavisen m.fl. som i TV2-Øst og Regionalen samt lokalradioerne.
Vi annoncerer i Korsør Posten og i et vist omfang i Sjællandske samt i forskellige tidsskrifter: Kunstavisen, Magasinet Kunst, Kunstmagasinet Janus, desuden i Handicap Idrættens lokale blad og på bibliotekets bærepose; alt sammen for at profilere kunstforeningen og vore udstillinger i forhold til landets kunstpublikum og kunstnerne. Foreningen har også i samarbejdsaftalen med Korsør Apotek årsplakatens motiv m.m. på deres receptkuverter.
Årsplakaten for aktiviteterne i Kongegaarden er i år med motiv af Tom Krøjer. Det er glædeligt, at det stadig kan lykkes ved et samarbejde mellem Foreningen Kongegaarden, Kunstforeningen og Kultursekretariatet i Vestsjællands Amt, samt Danske Bank og Spar Trelleborg i Korsør, at skabe økonomisk grundlag for udgivelse af plakaten i såvel stort som lille format og for udsendelse til mange relevante steder i landet samt til hele lokalområdet. Bestyrelsen håber at der også i fremtiden kan skabes økonomi til denne vigtige udgivelse.
Korsør Turistbrochure omtaler heldigvis også Kongegaarden og vore udstillinger og er i øvrigt finansieret af pengeinstitutterne i Korsør.
Uden kendskab til vore tilbud kommer gæsterne ikke.
Medlemmerne underrettes ved udsendelse af medlemsbreve og til de fleste udstillinger med indbudte kunstnere ved deciderede ferniseringsindbydelser. I år er det blevet til 8 udsendelser i alt.
Kunstforeningens lager til samlingen og anden kunst samt regulært arkiv, blev i september sidste år sammen med Korsør Kommunes Kunstfonds værker flyttet fra stueetagen i Foreningscentret i Slottensgade til et kælderlokale i den tidligere Skolen ved Noret. Korsør Kommune betalte udgifterne ved flytningen. Desværre har det vist sig her i september i år, at lokalet kan blive oversvømmet. Beklageligvis havde bestyrelsen endnu ikke taget sig tid til at få sat hylder sammen til billederne og til arkivmaterialet. Så oversvømmelsen resulterede desværre i ødelæggelse af rammer og billeder i et omfang, som ikke er nøjagtigt fastlagt; men som anslås til at være beskadigelse af mindst 100 af de indrammede værker. Heldigvis er en del værker udlånt og nogle uindrammede lå i tilpas højde til ikke at blive beskadiget. Bestyrelsen har ved flere lejligheder gennem årene vurderet at prisen for en forsikring var for høj i forhold til beholdningen i foreningens økonomi, men måske har Korsør Kommune en forsikring, der dækker, når de har lånt os lokalet ?
Man kan spørge sig selv, om et fugtigt lokale overhovedet bør anvendes til opbevaring af især grafiske arbejder !
Udstillingerne i Kongegaarden passes af vore kustoder, som i øjeblikket er 4, hvoraf en er frivillig i arbejdsprøvning, to er i fleksjob og en er med løntilskud. Kustodetjenesten giver mulighed for de fine åbningstider. Tak for indsatsen til personalet. Arbejdgiverandelen af fleksjobbene finansieres ved tilskud fra Korsør kommune, som vi håber på fortsat kan være mulig. Det bedste vil naturligvis være, at kommunen indser nødvendigheden af et vist mål af fast ansatte kustoder og en daglig leder i Kongegaarden for også på det felt at sikre kvaliteten af Kongeaardens tilbud.
Økonomi
Denne sæson har været nænsom ved foreningens kasse idet der på grund af omstændighederne fra september 2005 til august 2006 kun har været 7 udstillinger i kunstforeningens regi, hvor der i andre år kan være 11 udstillinger i Kongegaarden, som i sidste sæson. Det sætter naturligvis et vist krav til likviditeten og omkostningsniveauet på den enkelte udstilling.
Medlemstallet har i sæsonen haft en tendens til stigning, selvom der såvel på den personlige side som på virksomhedssiden har været udskiftning.
Vort aktivitetsniveau hjælpes godt på vej af kontingenterne samt støtte til årsplakaten, som i år var fra Danske Bank og Spar Trelleborg og Kultursekretariatet i Vestsjællands Amt. Til selve udstillingerne og annonceringen af dem har vi modtaget støtte til først og fremmest via ”kongegaardsmidlerne” fra Korsør Kommune samt fra Kultursekretariatet i Vestsjællands Amt og fra Kulturelt Samråd. Desuden gør Korsør Kommunes Kunstfonds indkøb på vore inviterede udstillinger det muligt fortsat at tiltrække gode professionelle kunstnere indenfor den økonomiske ramme. Jeg vil gerne benytte lejligheden til udtrykke en stor tak til alle giverne.
Ved denne lejlighed vil jeg også udtrykke en hjertelig tak til alle bestyrelsens medlemmer, som jo er med til at bruge pengene, for et godt samarbejde og for udførelsen af de mangeartede opgaver, der er i en kunstforenings bestyrelse.
Fremtiden
Vi håber i bestyrelsen også fremover i den nye Slagelse Storkommune at kunne holde kvaliteten af udstillingerne og at udstillingsantallet kan holdes med knap en udstilling om måneden, således at de måneder, der ikke er udstilling i Kongegaarden vil udstillingen være et andet sted i lokalsamfundet.
Der vil fremover være et stort behov for økonomisk tilskud, hvis aktiviteterne og niveauet skal holdes. Bestyrelsen forventer som et minimum, at kunstforeningen får et beløb svarende til det nuværende fra Korsør kommune, Vestsjællands Amt og Kulturelt Samråd reguleret med prisstigninger udbetalt fra Slagelse Storkommune, samt at indkøbsordningen i samarbejde med Korsør Kommunes Kunstfond videreføres i Slagelse Storkommune. Desuden håber vi på at Sammenslutningen af Danske Kunstforeninger kan opnå tilskud hos fagudvalget for billedkunst i kunststyrelsen til iværksættelse af vandreudstillinger til kvalitetssikring af udstillingerne i provinsens kunstforeninger. Disse udstillinger har i indeværende sæson betydet, at vi der har kunnet låne 4 udstillinger til kun 4.000 kr. stykket inklusive forsikring og et vist omfang af tryksager. Hvis ikke vi kan påregne disse udstillinger fremover, vil lignende udstillinger i vort eget regi koste 10.-15.000 kr.
Bestyrelsen håber stadig, at der er råd til en omfattende annoncering og udsendelse af medlemsbreve og inspirerende ferniseringsindbydelser til medlemmerne samt information til pressen.
Det er også vort ønske, at vi fortsat må være synlige gennem passive medlemskaber i udstillings- og kunstnersammenslutninger o.lign.
Vi håber på, at samlingen af bøger og tidsskrifter om kunst og kunstnere stadig må forøges til gavn for medlemmerne og gæsterne i Kongegaarden. De kan læses på stedet. Også samlingen af kunst håber vi at kunne få mulighed for at gennemgå og bevare samt forøge.
Bestyrelsen vil i den nye Slagelse Storkommune arbejde for, at alle lokalsamfund i kommunen får mulighed for udstillinger med professionelle kunstnere ligesom vi vil arbejde for, at Slagelse Storkommune lægger vægt på anerkendt kunst i udsmykningen af det offentlige rum i alle lokalsamfund i kommunen og i særdeleshed i Korsør og omegn. Vi vil øge vort samarbejde med de kunstforeninger, der varetager samme interesser i de andre lokalsamfund i Slagelse Storkommune.
Bestyrelsen vil i samarbejde med de øvrige foreninger i Kongegaarden arbejde for bevarelse og udvikling af Kongegaarden som center for kunst og musik på et professionelt niveau til gavn for hele Slagelse Storkommune.
Foreningen har hidtil været tilsluttet foreningernes forening, Kulturelt Samråd i Korsør, vi håber fortsat på, at der kan være en lokal paraplyorganisation i Korsør i samarbejde med det storkommunale samråd.
Jubilæum
Bestyrelsen arbejder i øjeblikket på fejringen af 40 året for foreningens stiftelse. Dagen er den 10. oktober, hvor det vil glæde os, at se medlemmerne til en komsammen på udstillingen i Kongegaarden kl. 19 – vi forventer på dagen, at præsentere et festskrift med bl.a. artikler fra flere sider om kunstforeningernes mission i provinsen.
Medlemsgaven 2006 (Sæson 2006/07)
vil være udført af udstilleren i november måned, maleren og grafikeren Hans Ludvig Larsen fra Århus. Det bliver et fint litografi i klassisk litografisk teknik i flere farver på en afdeling på Industrimuseet i Horsens.
På bestyrelsens vegne Finn Mikkelsen 27.9. 2006.